Aktionen mod de danske jøder. bogø .Webmaster: Dines Bogø
| Begivenheder: Generelt | ... Dines Bogø ... | Model af Bispebjerg Hospital |
Bispebjerg Hospital
På alle hospitaler, nok uden undtagelse, var indstillingen, at man ville hjælpe modstandsbevægelsen og andre som tyskerne jagede. Man ville hjælpe i det omfang man ikke udsatte patienter og personale var unødig risiko.
Der er mange beretninger om de enkelte hospitaler, hvor man på forskellig måde hjalp også i oktoberdagene 1943.
Særlig Bispebjerg Hospital på ydre Nørrebro er omtalt i litteraturen og flere steder er det nævnt, at op mod 2.000 jøder passerede hospitalet i de hektiske dage. Senere analyser har vist, at tallet var omkring 1.500.
1. Reservelæge Karl Henrik Køster var den ledende person på hospialet i forbindelse med redning af jøderne.
Mange ansatte deltog aktivt i organisationen, der sørgede for at jøderne kunne skjule sig på hospitalet til de kunne komme videre til Sverige.
Reservelæge Karl Henrik Køsters lejlighed (markeret med kryds på fotos) lå i nuværende 20D. Foto fra 26. januar 2012 er taget af DB.
9. december 1943 kom Gestapo til lejligheden, hvor de søgte Dr. Køster.
Stud. med Cato Bakman (1918-1943), der var i lejligheden, blev sammen med andre tilbageholdt. Bakman sprang ud af et vindue, men blev hårdt såret ved faldet og af 4-5 tyske kugler.
Cato Bakman blev indlagt på hospialtet under tysk vagt, men døde dagen efter. Køster nåede at blive advaret og han måtte efterfølgende tage til Sverige. Korset, der markerer det sted, hvor Bakman faldt, er fjernet for mange år siden og der er intet i dag, der markerer begivenheden.
Selvfølgelig kunne man ikke undgå, at tyskerne fattede mistanke om transporterne, men hvor utrolig det end lyder lykkedes det, at få alle i sikkerhed stort set uden at hospitalspersonalet og de mange hjælpere led overlast.
Det var tidligere patienter der henvendte sig i første omgang på hospitalet, da de hørte rygter om aktionen. Senere blev jøderne ligefrem henvist til hospitalet og instrueret om, hvor på hospitalet de skulle henvende sig.
I begyndelse blev jøderne anbragt på forskellige sygeafdelinger under "danske navne". Ofte måtte de også finde sig i, at de skulle deltage i forskellige undersøgelser for at det skulle se troværdigt ud. Et par unødvendige røntgenfotograferinger og indtagelse af prøvemåltider er sket på den bekostning.
I begyndelsen var det hele uorganiserede, men efterhånden fik man sat det hele i system, men levering af mad, overnatning og faste aftaler med transportfolk. Den økonomiske side måtte man også hjælpe med og lidt efter lidt fik man god erfaring med priser og hvordan man forhandle, og ikke mindst med hvem.
Tv. Lokaliterne, der bl.a. blev brugt i oktober 1943, da man skjulte jøderne. På et tidspunkt var der samlet 150 jøder i hospitalets kapel (th.) og ved denne lejlighed måtte man erkende, at der var behov for endnu bedre organisering og man måtte inddrage næsten hele personalet på hospitalet for at få det til at fungere. (Foto taget af DB 26. januar 2012).
Mødelokaler, kælder og læge- og sygeplejerskes lejligheder blev også anvendt til overnatning. På et tidspunkt var over 100 lejligheder i sygeplejeboliger vest for hospitalet optaget af flygtninge.
I viceforstanderinde frk. Korsholm lejlighed på Charlotte Muncksvej 1, 2.sal (foto tv.) i den nye sygeplejerskebolig, etablerede man koordineringscentral, da man ønskede, at få denne funktion trukket væk fra selve hospitalet. Adressen blev kendt rundt omkring i København og det var bedre end det tidligere opsamlingssted på selve hospitalet i kælderen (th.) under Afd. E. (Fotos taget af DB 26. januar 2012.)
En af de sygeplejersker der arbejde på koordineringscentralen var Ellen Christensen, der i efteråret 1944 påtog sig opgaven med at passe "Citronen", da han var på rekreation i Jægersborg.
I et samarbejde med Blegdamshospitalet fandt med frem til pålidelige taxachauffører. Medarbejdere hos KTAS lovede, at orientere, hvis tyskerne krævede aflytning af hospitalernes telefoner.
Fra hospitalet sørgede man for, at jødernes transport blev betalt på forhånd. Penge fik man fra mange kontakter og man opfordrede også de jøder, der flygtede til at give bidrag til en fælles kasse. På den måde modtog man en del penge, men mange af de flygtende sagde, at de var kommet af sted uden penge.
I kælderen under Charlotte Muncksvej 7 blev det sted, hvor man samlede de nyankomne og hvor der blev sørget for mad og andet praktisk.
Hospitalet kunne trække på mange hjælpere og Zone redningskorpset stationsleder Chr. Kisling (senere kompagnichef i Holger Danske) er blevet fremhævet, men Falcks Redningskrops samt vognmænd deltog også i stort omfang i transporterne.
I midten af oktober viste tyskerne og deres håndlangere stor interesse for hospitalet. Hospitalet var på et tidspunkt omringet af folk fra besættelsesmagten og man måtte omlægge eller udskyde transporterne.
Man flyttede en del medarbejdere fra "Centralen" til Dr. Kaj Schmiths nærliggende lejlighed Jacob Lindbergs Vej og senere flyttede aktiviteterne til andre lokaler og hospitalets personale fortsatte med hjælpe, hvor de kunne på flere måder.
Det var reservelæge Karl Henrik Køster (1909-1970), der var den drivende kraft i oktoberdagene 1943. Senere er flere at de ruter man benyttede ligefrem blevet kaldt "Dr. Køster's ruter".
Mindetavle på Bispebjerg Hospital for to ansatte, Erik Hagens og Julius Grundfør.