Villa Standhøj - Amagerbanken.........Webmaster: Dines Bogø
Artikel: Amager Bladet Artikel: 2770 Lokalavis | ..... Dines Bogø ..... | Artikler: Generelt | ..... Dines Bogø ..... | Amagerbanken: Generelt |
E.B. Petersens villa, hvor Kastrup Bank startede i 1903. Fra 1906 var navnet Amagerbanken Aktieselskab, som man ser på foto. Adressen var dengang Kastrup Strandvej 108.
Den 14. januar 1903 stiftede fem borgere fra lokalområdet Kastrup Bank. Initiativtager var ingeniør Emil Bernhard Petersen (1853-1927) og han stillede banklokale til rådighed i sin villa "Strandhøj" på Amager Strandvej 384. Villaen ligger ved "Den blå Planet", der forventes, at blive en af Storkøbenhavns største attraktioner.
Bankdirektør Emil Bernhard Petersen. Tidligere direktør i K.T.A.S.
Før E.B. Petersen i 1890 var blevet direktør for C.F. Tietgens telefonselskab K.T.A.S., havde han været ansat i "Det Store Nordiske Telegrafselskab". Endnu et selskab som bankdirektør Tietgen fra Privatbanken var stærkt engageret i.
Tietgen døde i 1901, så han kunne af gode grunde ikke kommentere, at E.B. Petersen startede en bank, der senere skulle blive en konkurrent på Amager til Privatbanken og fra 1981 også konkurrent i det Storkøbenhavnske område.
E.B. Petersen var i 1887 flyttet til Kastrup, men familien havde i seks år fra 1898 også en stor 11 værelsers tjenestebolig i Jorcks Passage. Lejligheden i København blev primært brugt i vintermånederne. E. B. Petersen var en aktiv mand, der bl.a. sad i Amtsrådet og i syv år fra 1911 var han formand for Tårnby Sogneråd.
Strandhøj ca. 1892, fem år efter at familien flyttede til Kastrup. Verandaen på østsiden af villaen blev i 1903 flyttet til nordgavlen.
Døtrene
Augusta Vilhelmine og Emil Bernhard Petersen fik 7 piger og 4 drenge i årene 1879 - 1897. E.B. Petersen sagde ofte spøgende, at hver gang han var blevet far, gik han op til direktør C.F. Tietgen i Privatbanken og hver gang fik han lønforhøjelse.Tv. Ca. 1903. Siri og Ebba ved vinduet i banklokalet. I baggrunden deres far bankdirektør E. B. Petersen. Mange af de ældre fotos af villaen og beboerne er taget af fabrikant Carl Flensburg, der også ved medstifter af Kastrup Bank. Gerhard Taarnby, der var ansat i Amagerbanken, fik for 30 år siden overdraget Flensburgs store fotosamling på mere end 200 optagelser. Th. Døtrene samlet til fotografering ca. 1905. Bagerst fra venstre: Siri, Hedvig og Ebba. Forrest fra venstre: Zelma, Nina, Edith og Ingeborg.
At der var overvægt af piger, måtte direktøren finde sig i, da man dengang ikke kendte opskriften på, hvordan man vælger barnets køn. Hans sønner ønskede ikke at deltage i bankdriften, som flere af døtrene gjorde.
Bag villaen i Kastrup var der i 1899 blevet opført en staldbygning med karleværelse, vognport, hestestal og vaskehus. Her stod familiens hestevogn og en pony. Den næstældste datter Zelma var kusk nogle år, når de mindre søskende skulle køres til de forskellige skoler. Om vinteren blev hest og vogn henstillet i stalden "Den forgyldte Nøgle" i Nørregade.
"Villa Strandhøj", Amager Strandvej 384
Villaen blev ret hurtigt ombygget. Verandaen mod øst var helt dækket med vildvin, der skyggede for udsigten til Øresund. Da banken åbnede flyttede man verandaen om til nordsiden af huset og mod øst blev der opført en karnap.På hjørnet af Kastrup Strandvej 118 og Annasvej (nuv. Amager Strandvej 384 og Spidslodden) ser man havemuren til Villa Strandhøj og skilt med "Grunde til Salg". Til venstre skimtes Bryggergården, det tidligere Kastrup Værk. (Postkort fra ca. 1912 er udlånt af Jørgen Aamand).
Kastrup Bank var blevet indrettet i herreværelset i direktørens villa. Der var egen indgang på sydsiden af huset. En beskeden bankboks var anbragt i kælderen. Et par år efter blev der opført et helt nyt privat indgangsparti med 1. sal på vestsiden af huset, da Amagerbanken fik permanent filial i villaen.
Banken åbnede for ekspedition lørdag den 9. maj 1903 og det var to af E.B. Petersens 7 piger, Ebba og Siri, henholdsvis bogholder og kasserer, der stod for de daglige ekspeditioner. Ebba tog også rundt i Kastrup, hvor hun forsøgte at overbeviste de lokale om, at pengene var mere sikre i banken end i strømpeskafterne eller under hovedpuden.
Fik man brug for et bankbud, var det lillesøster Nina, der blev sendt afsted. Ved en personalefest i banken sang man bl.a. om bankens start: Først var E.B.s Skrivebord hele Kastrup Banks Kontor.
Aktiekapitalen var på 10.000 kr. E. B. Petersen, der arbejdede som ulønnet direktør, indskød de 5.000 kr. Det første år var bankens overskud på 250 kr.
I 1906 blev bankens navn ændret til Amagerbanken, da man nu satsede på at få kunder fra hele øen. Åbningstid på Amager Strandvej var mandag-fredag 10-15 samt fredag yderligere 17-19 og lørdag fra 10-14.
Da banken lejede sig ind i et lokale på Amagerbrogade, flyttede man gradvis hovedkontoret til Sundby, men bibeholdt en bankfunktion i villaen helt frem til 1929. Den nye ejer af "Strandhøj", købmand Fr. B. Petersen havde stået for udlejning til Amagerbanken af lokalerne i villaen. Kastrup filialen i "Strandhøj" blev flyttet til Kastruplundgade 1.
Senere er villaen yderligere blevet udbygget og der har været forskellige nu nedrevne mindre bygninger bl.a. i haven. Der har også været hjemmebageri og smedje i ejendommen.
I en længere periode fra slutningen af trediverne boede koncertpianisten Erik Starup i "Strandhøj". Han samarbejdede bl.a. om pladeindspilninger med Hans Kurt. Naboer og forbipasserende hørte ofte Hans Kurt gå i haven og øve sig.
Amager Strandvej ca. 1937 set mod nordvest. "Strandhøj" ses på vejsiden af vejen lige nord for trærækken.
Vejnavne
Villa "Strandhøj" markeret på foto fra 1937 og 1938.
En af de fire andre indskydere i Kastrup Bank i 1903 var brygger Carl Monrad Larsen. Bankens første bestyrelsesformand.
Sidevejen, der ligger op ad "Strandhøj" blev opkaldt efter Anna, en af bryggerens døtre. Annas Allé (eller Annasvej, som den også blev kaldt) skiftede dog i 1926 navn til det nuværende: Spidslodden. Måske en hentydning til et lille spids jordstykke ved Strandvejen, der senere indgik i villaens have.
Jordstykket, en lille spids, endel af villagrunden i dag. Måske derfor, at sidevejen i dag hedder "Spidslodden"?
En af løverne på hjørnet ved Spidslodden. For ca. 100 år siden var der flere villaer på Strandvejen, der havde løver monteret på deres havemur.
Den lange militærvej "Krudttårnsvej" langs Amagers østkyst hed på den sydlige del Kastrup Strandvej. "Strandhøj" havde adressen "Strandvejen 118" og det blev fra 1932 til Amager Strandvej 384.
Direktør E.B. Petersen og hans nye villa
I 1921 opførte E.B. Petersen en ny villa sydlige ved Amagers østkyst. Hertil flyttede ægteparret, en tante og en enkelt af døtrene.Villaen hed "Hegnet" og den lå på E.B. Petersens Allé 10. Fra 1926 kom vejen til at hedde Peterdals Allé. Villaen, der under besættelsen var beslaglagt til en læge fra Luftwaffe, blev senere indlemmet i Københavns Lufthavn, hvor villaen fungerede som bolig for lufthavnens varmemester. I dag ligger parkering P8 lige øst for terminal 3 på det sted, hvor den gamle villa lå.
Amagerbankens stifter, Ridder af Dannebrog, direktør Emil Bernhard Petersen døde i "Villa Hegnet" i 1927. Han ligger begravet på Kastrup Kirkegård.
Ocean Hotel & Konference
I den gamle Amagerbank, nu Ocean hotel, danner de tre stuer og det gamle herreværelse rammen om møder, afternoon tea og selskaber.I hovedbygningen er der seks gæsteværelser. Den tidligere vognbygning, hvor der senere bl.a. var smedje, benyttes nu til konferencer og sommerlejlighed.
Tv. Nuværende Ocean Hotel og Konference på Amager Strandvej 384 fotograferet ved juletid 2011. Th. Juni 2012. Indkørsel til Ocean Hotel er via Spidslodden, hvor man ser den oprindelige havemur. Havemuren er nok opført, da en lille spids marklod blev tillagt grunden. Indgang til hotellet foregår via den tårnbygning, som bankdirektøren lod opføre i 1908.
Maj 2017. Hotel Ocean.
2022. Krisecenter
Hotel er nedlagt og der skal nu være krisecenter for LGBTQ+. Nu hedder ejendommen "Tårnbyhus".Tårnbyhus LGBTQ+ Krisecenter forventes at åbne i sommeren 2022 og hører under serviceloven §110.
Krisecenteret tager imod alle LGBTQ+ personer, der har særlige sociale problemer, og er ikke blot for voldsudsatte, oplyses det.