Kriegslazarett Kopenhagen på FrederiksbergiiWebmaster: Dines Bogø


Sanitestsoldat Karl Heinz Neumann på Nyelandsvej Lazaret

Lazarettet - generelt


Karl Heinz Neumann som skuespiller. Foto udlånt af www.danskeperler.dk



I bogen "Fire Maaneder i Kældercelle" fra 1946 af Eugene Kofoed-Jensen fortæller forfatteren bl.a. om den hjælp han fik af den tyske sygepasser. Karl-Heinz Neumann hjalp på forskellig måde de sårede modstandsfolk, der var bragt til Det tyske Lazaret.

I bogen "Mange er kaldede" fra 1966 af Flemming B. Muus er der et helt kapitel om Neumann.

Her står bl.a. at Karl Heinz Neumann blev født 1902 i Peine ved Hannover. Han blev skuespiller. Flere gange har han optrådt i Sverige og Danmark og der tilegnet sig en del sprogkundskaber. Han optrådte under kunstnernavnet "Heinz Neander".

Under en optræden i Madrid i maj 1941 blev han beordret tilbage til Tyskland, hvor han skulle udddannes til infantarist. Inden han startede på uddannelsen blev han dog opfordret til at iscenesætte en soldaterkomedie. Forestillingen blev en stor succes og den blev vist i flere måender måneder.

Det lykkedes Neumann, at blive flyttet til sanitetstropperne og efter et 6 ugers narkosekurus blev han sendt til Danmark, da han jo "kunne tale dansk".

Fra sommeren 1942 til befrielsen var han på Nyelandsvej Lazaret på Frederiksberg.

Den første tid var meget fredelig. Det var primært tyske soldater der blev behandlet for "almindelige" sygdomme. Men i de sidste krigsår var det både sårede tyske soldater og sårede modstandsfolk han kom i berøring med.

Han forsøgte efter bedste evne at hjælpe de sårede modstandsfolk. Han smuglede breve ud for dem, skaffede dem ekstra forplejning, sørgede for deres sår blev behandlet. I flere tilfælde lykkedes det ham, at få hårdt sårede modstandsfolk opereret på en forsvarlig måde, og han sikrede på den måde deres overlevelse. Han fik efter krigen tilnavnet "Englen fra Nyelandsvej". Det var bestemt ikke ufarligt for ham, men hans aktiviter blev aldrig opdaget.

I januar 1945 var modstandsmanden grosserer Carl Mogensen efter en anholdelse indlagt på lazarettet. Neumann skaffede ham ekstra forplejning og sørgede for at Mogensens breve til sekretæren og hans veninde Ebba blev afsendt. Brevet til sekretæren indholdt instruks om at sørge for et våbenlager blev flyttet og brevet til Ebba var et kærligt brev, hvor han forsikrede at han ikke led overlast.

Lige efter befrielsen gik Neumann under jorden, men blev anholdt af en modstandsgruppe, som efter at være blevet orienteret om hans baggrund straks løslod ham. Senere blev han anholdt af englænderne. Herefter fik han et brev fra Modstandsbevægelsen, der sikrede ham mod yderligere anholdelser og minister Johs. Kjærbøl gav ham en opholds- og arbejdstilladelse.

I flere år sørgede Neumann for underholdningen i de tyske flygtningelejre ofte igen under kunstnernavnet "Heinz Neander". Han forblev i Danmark, hvor han havde arbejde som skuespiller sideløbende med at han også havde andet forefaldende arbejde.

Karl Heinz Neumann medvirkede bl.a. i flere danske film, som man kan se på denne link (søg under skuespiller Neumann her).

I 8 år var han tæt på sin gl. arbejdsplads. Han arbejdede i bistroen "Dagliglivets Oase", der stadig ligger på Nyelandsvej på hjørnet af Nordre Fasanvej over for hospitalet. Omkring 1962 havde han pølseboden over for Saga Bio på Vesterbrogade.

I 1963 blev han dansk statsborger, og han havde i mange år en pølsebar ved Tåstrup station. Det forlyder, at det var professor Mogens Fog, der sørgede for at Neumann fik dansk statsborgerskab.

Karl Heinz Neumann boede privat i Vanløse.




Dagbladet Politiken Trediverne, tresserne og 1970. Interview med Karl Heinz Neumann. Interview i Politiken