Citronen på Frederiksberg.. Bogø ..Webmaster: Dines Bogø
Mere om CitronenDen almindelige opfattelse har hele tiden været, at Jørgen Haagen Schmith "Citronen" og familien primært havde tilknytning til Gentofte. Men faktisk boede "Citronen" officielt på Frederiksberg, da han døde.
På Citronens dødsattest fra 4. juli 1945 står der, at han boede på Eivindsvej i Gentofte. Måske er det en af hans kammerater, der på Universitets Retsmedichinske Institut (RI) har oplyst denne adresse. Citronen var stadig tilmeldt folkeregisteret på Frederiksberg.
Bodil og Jørgen Haagen Schmith boede i 1941 på Nørrebro ved Aagade, da de blev gift. Her boede de fortsat, da de fik deres første datter Anne Elisabeth.
Bodil Berg Jørgensen og Jørgen Haagen Schmith (begge født i København) blev gift 29. oktober 1941.
I slutningen af 1942 flyttede familien til Nyelandsvej på Frederiksberg. Nogle måneder efter flyttede de en meget kort strækning til en ældre ejendom, der lå lige over for Frederiksberg Svømmehal.
I denne ejendom på Nyelandsvej 34, Frederiksberg boede familien Bodil og Jørgen Haagen Schmith med datteren Anne, da de kom fra Nørrebro.
19. september 1943 flygtede "Citronen" til Sverige næsten samtidig med de fleste fra Muncke-gruppen (senere bedre kendt som Holger Danske I). Til de svenske myndigheder opgav Citronen, at han var chauffør og at han aldrig havde været soldat, fordi han trak frinummer på sessionen.
Han opgav sin rigtige adresse på Frederiksberg, hvor Bodil og datteren stadig boede. Senere blev man generelt mere forsigtige med faktuelle oplysninger til det svenske politi, da man fik erfaring for, at enkelte svenske politifolk sendte oplysninger til Gestapo i Danmark.
16. oktober 1943. Et af de mange dokumenter fra Sverige om "Citronen" udfærdiget under hans tre måneders ophold.
I slutningen af december 1943 kom "Citronen" tilbage til Danmark. Arbejdet som skovhugger i Sverige, var ikke lige sagen. Han ville hellere fortsætte sin illegale indsat i Danmark. Han kontaktede ikke sin mor og brødre i Gentofte, men sendte via kontaktpersoner i Sverige postkort til dem således, at de skulle tro, at han stadig befandt sig i eksil.
Foto fra 1936 af Frederiksberg Svømmehal er udlånt af Frederiksberg Bibliotek, Lokalhistorisk Billedsamling). Foto fra 13. september 2009 viser hovedindgangen til svømmehallen som familien Haagen Schmith havde direkte udsigt til fra deres lejlighed.
På et tidspunkt tidligt i 1944 efter, at "Citronen" var kommet tilbage fra Sverige, var han taget til Frederiksberg Svømmehal.
I en bog om Citronen fra 1945 er det nævnt, at en halassistent fra svømmehallen kontaktede Bodil i lejligheden, der lå i en ejendom få skridt fra svømmehallen (daværende Bjarkevej 4, 4. sal tv, nu Aksel Møllers Have 32, 4. sal tv).
Ingen ved om assistenten gjorde det på eget initiativ, eller "Citronen" havde bedt ham om det for at se, om lejligheden var under overvågning.
Bjarkeshus, Frederiksberg: Bjarkesvej 6 og Aksel Møllers Have 32. Foto fra Frederiksberg Boligfond og Frederiksberg Bibliotek).
13. september 2009. Familien Haagen Schmiths boede i nuværende Aksel Møllers Have 32. Opgangen har skiftet adresse tre gange før 1. maj 1966.
Yrsa Plads 1
Bjarkesvej 4
Godthaabs Have 32
Aksel Møllers Have 32
Bodil og Jørgen flyttede derefter sammen til et illegalt logi et rækkehus i Rådvad nord for Lyndby. Deres datter Anne Elisabeth kom i pleje hos Bodils far og stedmor i Vanløse, da Bodil måtte flygte til Sverige.