EFTERLYSNING: Krudt-Petters hus på Krudttårnsvej

Efterlysninger: Generelt?

På sydsiden af Krudttårnsvej mellem Solvænget og Strandvænget havde militæret bygget et vagthus. Her boede den mand, der havde opsyn med militærets krudthuse på Krudttårnsvej. Opsynsmanden skulle samtidig også passe de bomme, der var opsat på den af militæret anlagte vej.

Den mest kendte opsynsmand var Sophus Petersen, født 1867. Han kaldte sig musikdiretør. Han spillede til fester, større begivenheder og han var også med på musikvognen ved fastelavn. Sophus Petersen ejede også Strandgade 5 i Dragør.

I lighed med krudthusene blev vagthuset besat af tyskerne den 29. august 1943.

Efter besættelsen var det Fasting, der var opsynsmand. Senere købte Dragør kommune huset og udlejede det til en ansat ved gasværket. Huset, der var opført i begyndelsen af 1800-tallet blev nedrevet, da Rødtjørnen blev opført.

Foto af huset søges stadig. I 2010 blev der fundet et foto af bygningen i Marinens arkiv.