Danforce - Den Danske Brigade
60 års Jubilæum afholdt i Dragør
Danforjubilæum - generelt
|
... Dines Bogø ... |
|
Ærede medlemmer af Den Danske Brigadeforening, Danforce, lotter, gæster, mine damer og herrer. Endnu engang velkommen til Dragør, hvor 60 året for Den Danske Brigades oprettelse fejres. Dernæst en stor tak for invitationen, jeg har glædet mig meget til denne dag.
Indledningsvis vil jeg gerne have lov til at takke for, at valget faldt på Dragør, som stedet hvor markeringen af Den Danske Brigade Danforces 60 års jubilæum finder sted. Det er jeg på kommunens vegne både stolt og beæret over. Derfor har jeg også i dagens anledning iført mig Borgmesterkæden som et synligt tegn på, at netop jeres tilstedeværelse i dag har stor betydning for os. Det er ærefuldt for kommunen at I netop valgte Dragør, tak for det.
Dernæst vil jeg gerne bevæge mig lidt tilbage i tiden. Helt præcist til den 11. november 1943, hvor det efter lange forhandlinger med den svenske regering lykkedes at få oprettet Den Danske Brigade, Danforce. I starten var tilladelsen til styrken på 500 mand, men i foråret 1945 var styrken vokset til hele 5.000 mand. Ved befrielsen lørdag den 5. maj 1945 blev styrken overført til Helsingør, og her blev den modtaget med stormende jubel af den danske befolkning. Formelt blev brigaden en del af den britiske 21. Army Group, og dermed havde brigaden samme beføjelser som briterne, som tyskerne skulle overgive sig til. I dag, 60 år efter, tæller Den Danske Brigade ca. 350 mand.
De mange, som var med i Den Danske Brigade, har vi alle meget at takke for. Brigadens oprettelse og eksistens var befolkningens håb og det lys i det fjerne, som skulle genskabe befolkningens og Danmarks frihed. Den frihed som alle i Danmark ventede på gennem 5 mørke, dystre og forbandende år. Brigadens eksistens var et klart signal om at Danmark skulle være frit og under egen ledelse.
At året for brigadens oprettelse var 1943 er ikke helt tilfældigt. For 1943 var på mange måder året, hvor Danmark i al tydelighed vendte besættelsesmagten ryggen. Den 29. august 1943 var dagen, hvor den danske regering gik af og den danske hær og flåde blev overfaldet af tyskerne. Og dermed var danskernes samarbejdspolitik med de tyske besættere endeligt ovre. Men det betød også, at tyskernes jagt på det stigende antal modstandsfolk voksede, og desværre betød det også, at de danske jøder nu blev udsat for en klapjagt af Den tyske besættelsesmagt.
Men året 1943 var også året, hvor danskerne rykkede sammen og kæmpede i mod. Det lykkes for ca. 7.500 jøder at flygte til friheden i Sverige og ca. 750 af disse kom til Sverige via Dragør Havn. Ved den begivenhed udviste den danske befolkning stor offervilje og beslutsomhed, og vi i Dragør er glade for, at vi kunne give vores bidrag til, at en jaget gruppe reddede livet. I minde og erindring om den begivenhed kunne Dragør kommune med støtte fra fonde og virksomheder den 5. oktober i år afsløre den smukke mindesten på havnen, som vi tidligere i dag var samlet om.
Men hvorfor egentlig sætte minde over begivenheder så grumme, at de fleste helst ville glemme?
Som tidligere nævnt blev Den Danske Brigade oprettet den 11. november 1943, og der er således mange begivenheder der er knyttet til året 1943. Der er vigtigt at disse begivenheden ikke bliver glemt, fordi det er vigtigt at huske, at frihed ikke er en selvfølge. I Washington er der et mindesmærke hvorpå der står Freedom is not free, hvilket hurtigt oversat betyder "Frihed er ikke en selvfølge", og det er vel det centrale ved jubilæet i dag, at vi aldrig må glemme de tider hvor frihed ikke var en selvfølge. Hvor fredelige mennesker måtte kæmpe for at holde ufreden borte og kæmpede for at få demokratiet tilbage.
Det er vigtigt at nuværende og kommende generationer kender den del af den danske historie, så ufreden for altid kan holdes borte. Med fejringen af dette jubilæum har Den Danske Brigade, Danforce givet sit, ikke ubetydelige bidrag hertil, endda et meget vigtigt og betydningsfuldt bidrag.
Og det skal I have tak for.
Stort tillykke med de 60 år.
Lad os alle rejse os og sammen udbringe et tre folddigt leve for Brigaden.