Da Amagerbanken flyttede til Amagerbrogade.....Webmaster: Dines Bogø



Artikler - generelt ..... Dines Bogø ..... Artikel - papirudgave
Artikel bragt i Amager Bladet 14. oktober 2014



Amagerbanken åbnede på Amager Strandvej 384 den 14. januar 1903 under navnet "Kastrup Bank".

I 1906 blev bankens navn ændret til Amagerbanken, da man nu satsede på at få kunder fra hele øen.

I 1906 overgik banklokalet i villaen på Amager Strandvej 384 fra at være hovedkontor til at blive filial under navnet "Kastrup Afdeling" helt frem til 1929.



Nyt hovedkontor



Amagerbanken i Bostruphus 1906-1909. Amagerbrogade 224. Efter 1923 er adressen Amagerbrogade 140.

Amagerbanken åbnede på Amagerbrogade, øens hovedstrøg. Man slog dørene op den 1. maj 1906 til et beskedent lejet butikslokale i ejendommen Bostruphus.

Dengang var adressen Amagerbrogade 224. Fra 1923 blev adressen ændret til den nuværende, Amagerbrogade 140.

Banklokalet i Sundby blev fra 1906 hovedkontor. Store sortmalede træskilte omrammede dør og vindue i det nye domicil. Bankens nye navn var skrevet med forgyldte bogstaver. Man kunne læse, at indlånsrenten var på 4-4½% og åbningstiden var blevet udvidet.

Telefonnummer var "Amager nr. 98". Cifrene "98" indgik senere også i flere af bankens telefonnumre.

Allerede i 1909 kunne banken flytte sit hovedkontor til et større og mere præsentabelt lokale et stykke længere inde på Amagerbrogade.



Amagerbankens bomærke



Bankens logo 1906-1973.

Samme år som banken skiftede navn og flyttede til Sundby, fik man et bomærke, der dog først blev indregistreret ca. 25 år senere.

For at symbolisere købmandskab og lokalkendskab samt øens historiske baggrund som kongeligt spisekammer, dyrket af nederlandske gartnere, valgte Amagerbanken en bonde fra 1500-tallet som sit bomærke.

Amagermanden på vej til markedet med grøntsager stammer oprindeligt fra Københavns Amts segl fra 1600-tallet.

På hovedet har han en blå floshat, som kan være op til 60 centimeter i diameter og veje op til fem kilo. Desuden bærer han et tørklæde - en såkaldt daskeklud - og posebukser fremstillet af adskillige meter stof. I hånden holder han, så vidt man ved, et kornmål.

Amagerbanken på Amagerbrogade - Historiker Dines Bogø
Udsnit af KTAS telefonbog fra 1909. Kastrup Afdeling kunne kaldes på tlf. Kastrup nr. 1, men telefonen var privat og tilhørte bankens direktør Emil Bernhard Petersen.


Amagerbrogade 140. Den 21. august 1933 fotograferede Erik Johansen ejendomme på Amagerbrogade. Nu er der mejeri i det tidligere banklokale.


December 2011. Amagerbanken flyttede i 1909. Minimarkedet, der også havde været i nabobutikken på Amagerbrogade, 140 er nu også lukket.


Politiken 2. maj 1906.