A/S Viggo O.P. Hammer og Søn..............Webmaster: Dines Bogø
Artikler - generelt | ..... Dines Bogø ..... | Artikel - papirudgave |
Fabrikant Viggo Otto Peter Hammer (1828-1919) grundlagde i 1853 et tømmerfirma på Christianshavn.
(Viggo Hammers bror Emil Christian Hammer, var søn af den første fyrskibsfører på Drogden fyrskib. Da Dragør kirke blev bygget i årene 1882-85, skænkede E. C. Hammer og hans bror, Viggo Hammer, en del penge og inventat til kirken. Bl.a. de to store lysekroner. En vej i Dragør gl. bydel fik i 1930 navnet E. C. Hammers Vej).
Firmaet havde tømmerhandel og savværk i Bådsmandstræde 20 / Prinsessegade 62. Man havde også forretning i 1880 på Overgaden neden Vandet 19, hvor man solgte amerikanske vaskemaskiner af fineste kvalitet.
Sønnen Alfred Olaf Hammer (1858-1924) overtog firmaet i 1905 og omdannede det i 1910 til et aktieselskab.
Forretningsforbindelser uden for Amager
Navnet Hammer forbinder mange også uden for Amager stadig med et tømmerfirma. Man husker specielt "Hammer og Søn", der naturligt nok i daglig tale meget ofte blev kaldt "Hammer og Søm".23. marts 1912. Amagerfælledvej 1-3 med Viggo Hammers tømmerplads set mod nord. Foto er taget fra Post- og Telegrafvæsenets autoværksteder.
Efter julestormen 1902 købte Viggo Hammer store mængder træ fra Gribskov og Hammer indgik et tæt samarbejde med flere savværker i Nordsjælland.
I 1904 flyttede Hammer senior tømmerpladsen til nuværende Amagerbrogade 2 / Christmas Møllers Plads 2 / Amagerfælledvej 3, hvor der blev opført en kontorbygning i bindingsværk på ca. 110 m2. Postdistriktet var dengang København C.
Hammer og Søn flyttede fra Christianshavn til Amagerfælledvej 3, men i 1913 måtte man flytte til Amagerfælledvej 2, da ny stor beboelsesejendom skulle opføres. I 1936 blev vejen "Ved Stadsgraven" rettet ud. Tømmerfirmaet måtte flytte igen. Denne gang til nr. 50, hvor man lejede et areal af Krigsministeriet.
Flytning igen
Allerede i 1913 måtte firmaet dog flytte, da den nuværende store ejendom skulle opføres. Ejendommen bemærker man altid, fordi forretningen "Danmark", har bevaret deres flotte gl. facadeskilt.Midten af trediverne. Tømmerpladsen (indrammet med rødt) på det tidspunkt, hvor man skal flytte længere syd på. Vejen "Ved Stadsgraven skal anlægges (Foto: Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv).
Man valgte løsningen med at rulle kontorbygningen, da firmaet havde købt ny plads til tømmerhandlen lige ved siden på den anden side af Amagerfælledvej.
Man skulle flytte bygningen 60 meter, men samtidig skulle den også drejes. Der blev anvendt ruller af egetræ indsmurt i grøn sæbe, dunkrafte og patenttaljer.
Hele operationen tog 55 minutter. Det var en kollega til Hammer, tømmermester Carl Dirchsen, der stod for flytningen. Han havde tidligere med succes flyttet andre bygninger bl.a. for Tuborg. Til stor moro for de mange tilskuere antændte Dirchsen nogle spåner i kakkelovnen, så der kom røg fra skorstenen under flytningen.
Postkort i Jørgen Aamands arkiv.
1913. Som man kan se stod "det halve Amager" og kiggede på den spektakulære flytning af kontorbygningen.
Set mod nord 1923. Hammer og Søn til venstre. Til højre ejendommen Amagerfælledvej 5.
Ca. 1923. Amagerfælledvej 2. Viggo O.P. Hammer og Søns Tømmerhandel. I forgrunden Amagerbrogade med sporvognsskinner.
9. maj 1945. Modstandsfolk fra AMPA, kompagni A3 slapper af efter, at de har været deltaget i parade i København. Den nu nedrevne bygning på lagerpladsen Vermlandsgade 5-7 ligner til forveksling Hammers gamle kontorbygning! På pladsen er der planer om at etablere Danmarks Kolonihavemuseum.
Fabrikant Alfred Olaf Hammer, hustruen Kirstine Caroline og deres fire børn flyttede ind i den nyopførte ejendom Amagerbrogade 4 på 4. sal kun 100 meter fra den nye tømmerplads.
Amagerfælledvej 2 og 50
Firmaet fik lov til at blive på den plads indtil vejen "Ved Stadsgraven" blev anlagt i midten af trediverne. Vej/sti tæt ved hed "Den dækkede Vej" og "Enveloppevej".Næste adresse fra 1936-1937 blev Amagerfælledvej 50, hvor Hammer og Søn lejede et areal af Krigsministeriet på hjørnet ved stien til Islands Brygge (senere Njalsgades forlængelse).
April 1954. Hammers lagerbygninger på sydsiden af den sti, der forbandt Islands Brygge med Amagerfælledvej. Nord og syd for tømmerhandlen ligger Post- og Telegrafvæsenets bygninger.
Det var en del af militærets daværende "Excercerplads", som trælastfirmaet fik lov til at leje. Naboer til begge sider på Amagerfælledvej var Post- og Telegrafvæsenet. Under Besættelsen var der opført en tysk radiostation på Fælleden lige vest for tømmerpladsen. BOPA sprængte stationen søndag morgen, den 10. december 1944.
Filialer og lukning
På samme adresse som Hammer og Søn på Amager Fælledvej 50 finder man under Besættelsen firmaerne Dansk Stenkompagni og Listefabrik Ackerton.Annonce 1964.
I tresserne etablerede Hammer filialer i Tømmerup, på Frederiksberg og i Nærum. Filialen på Frederiksberg, der lå ved Bryggeriet Stjernen, eksisterede dog kun i få år.
I 1989 lukkede Hammer og Søn og ACS-Trælast, et andet Amager-firma, overtog. Ørestadsselskabet opsagde i december 1997 lejemålet på Amagerfælled 50 og på det kendte hjørne over for Sundholmsvej, kan man nu i stedet for trælast se "Bikuben Kollegiet". Et moderne kollegium med plads til ca. 120 elever.
Tv. 1979. Firmaet som mange endnu husker det på Amagerfælledvej 50. (Foto udlånt af René Sylvest Hansen). Midt. Filialen på Englandvej i Tømmerup omkring 1970. Byggemarkedet er der stadig, men kraftigt udbygget og navneskift flere gange. (Foto udlånt af René Sylvest Hansen). Th. Bikuben Kollegiet har i dag adresse på Amagerfælledvej 50.
Fotos ca. 1998 af ACS-trælast