Amagerbanen - Amagerbro Station........Webmaster: Dines Bogø

Artikler - generelt ..... Dines Bogø ..... Artikel - papirudgave
Artikel bragt i Amager Bladet 19. juni 2012


Sporplan fra trediverne tegnet af Erik V. Pedersen. Ventesalen er markeret med grønt ud mod Amagerbrogade.




Amagerbro station og ventesal ca. 1920. Amagerbrogade 19 ved hjørnet af Carl Lunds Gade (nuværende Uplandsgade). Den sydlige del af ventesalen er på dette tidspunkt udlejet til Amagerbanken. (Foto: Amagerbankens billedsamling).

Amagerbanen åbnede i 1907 og det var Statsbanernes overarkitekt, professor Heinrich Wenck der havde tegnet alle stationsbygningerne. Af militære måtte der ikke opføres en muret bygning ved endestationen på Amagerbrogade. Wenck tegnede derfor en bindingsværksbygning, som efter planen kun skulle fungere midlertidigt. Lige syd for selve stationsbygningen blev der i 1915 opført en mindre bindingsværksbygning, der skulle fungere som ventesal.



Amagerbanken, Amagerbro filial.

I januar 1916 fik Amagerbanken tilladelse til at leje halvdelen af den lille bygning til deres "Amagerbro Afdeling". Da bankens nye hovedkontor tæt ved stationen stod færdig i 1921, overtog banen igen hele bygningen. I slutningen af trediverne faldt antallet af rejsende drastisk, og dele af ventesalen blev derefter igen udlejet - denne gang til et hjemmebageri med konditori.


29. april 1938. Nedtagning af sidebygningen er påbegyndt mindre end en måned efter banen lukkedes for persontrafik. (Foto: Erik Johansen).

31. marts 1938 blev persontrafikken på Amagerbanen helt indstillet. Nu var det busserne der var det moderne transportmiddel. Stationsbygningerne ved Amagerbrogade blev nedrevet, og det meste af arealet blev solgt til Københavns kommune og et boligselskab. Den lange let buede boligblok "Møllelængen" eller "Amagers Penalhus" med 267 lejligheder, der stod færdig i efteråret 1939, ligger på det område, hvor Amagerbanen havde station, perroner og sporareal.



Ventesalen flyttes til St. Magleby

I maj 1938 "genopstod" den gamle ventesal i Store Magleby. Arkitekt Kaj Gröning havde fået tilladelse til at opstille den 100 m2 store bygning som beboelse for bogtrykker A.I. Christensen og familie. Bygningen blev transporteret på blokvogn fra Amagerbrogade 19 i Sundby til Møllevej 79 i St. Magleby.


Forår 1995: Møllevej 79. Tidl. jernbaneventesal, bankfilial, hjemmebageri og konditori, nu moderne villa med 1. sal. (Foto: Ejendomsmægler Preben Korsmann).

Der er gennem tiden blevet foretaget mindre ændringer på huset, og i 1981 blev huset totalt ombygget med nyindrettet 1. sal. Under ombygningen fandt håndværkerne aviser fra 1938-1939, der havde været brugt som isolering under taget.

Da Amagerbanen på grund mangel på brændstof, dæk m.v. blev nødt til at genåbne persontransport med jernbane i maj 1940, manglede man en ventesal ved Amagerbrogade. Problemet blev klaret med midlertidige løsninger til 1947, hvor persontrafikken på banen igen stoppede, denne gang for altid.


Juli 2002: Professor Wencks stationsbygning lå ved indkørslen til den store ejendom "Møllelængen".